Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Rifterne. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Lysene lyste. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Som at skrive i koder.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Det handler om overfladen. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.