Landskab d. 31.01.15 14.12.49 til 14.16.17

Sætningerne er et hav.

Var der virkelig ild et sted? Dansende, legende, lyttende. Sandet. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Det var ikke markerne jeg kom fra. Dine kodningen lyser i mit flow i mine nætter.

Samtale d. 31.01.15 13.27.58 til 13.31.08

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Det handler om

Hav d. 31.01.15 13.15.36 til 13.17.53

Jeg er lost i en borderlinenat. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Samtale d. 31.01.15 12.08.58 til 12.14.42

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Landskab d. 30.01.15 17.03.15 til 17.04.48

Brev i april. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Landskab d. 30.01.15 08.40.55 til 08.45.10

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Luften og jordens sange. Farvede ordene milde. Og et andet kluns: Hver morgen: Wow! At tale var blevet uoverskueligt. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Samtale d. 29.01.15 15.44.02 til 15.46.49

Jeg var i din krop, og du? Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Bordet vipper. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Afsavn. Udsagn. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Samtale d. 29.01.15 10.44.54 til 10.48.34

Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Ved en sten:

Uforståelige sætninger. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Der åbnede sig. Markerne, du? Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Samtale d. 28.01.15 17.19.33 til 17.21.43

Jeg, ikke dig. Dine diamanter lyser i min mund. Jeg er på den anden side af havet. Sad jeg alene? Aftenens mørkning, lysene i byen, alting sover, alting gror. Ikke glemme floderne i ørerne. Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Samtale d. 28.01.15 08.56.29 til 08.58.32

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Bagefter sad jeg i timer og læste. Ikke søge ly. Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille). Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Som at skrive i nye aviser. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.