Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Som nu i morges: Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg har skrevet et kort til dig. Var jeg? I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Og en anden nat: Ring til mig uden grund.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Grå.

Vores.

Kan jeg skrive sådan? I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Afsavn. Du siger noget om solen. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Vi har de samme øjne.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Sad jeg alene? Giver det mening? Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Sad jeg? Dine grene skygger for min mund. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Der hang figner henover udsigten. Rifterne. Kan jeg være i dette landskab?

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Kan jeg være i dette landskab? Jeg var i din krop, og du? Ikke søge ly.

Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab?

Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab?

Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab?