Brev i april. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Luften og jordens sange. Farvede ordene milde. Og et andet kluns: Hver morgen: Wow! At tale var blevet uoverskueligt. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.