Sammen lå vi og kortlagde: Stolen jeg sad på knirkede i solen. Vores land. Jeg skriver dagen igang, stille. Dine diamanter lyser i min mund.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe.

Jeg skrev mig vild i de dage.

Trak jeg de yderste bjerge? Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Sætningerne er et hav. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

Det er bare. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Ordene, små toppe af skum. Træerne. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Ude ved fabrikkerne.

Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.