Hvem var det, der skrev: Blæste det virkeligt? Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Farvede ordene milde. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg tror, du havde glemt den der.

Min ene pen er rød og den anden sort. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Kan jeg skrive sådan? Her er natten allerede langt bag mig. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Dagene. Ugerne. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Der var noget som åbnede sig. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke.

Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke.

Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Om andre byer, andre verdener. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg bladrer i en tilfældig bog. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Sms i den lysende sommer. Var det alligevel koderne, systemerne? Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt. Om andre universer, andre stjernesavn. Stationsbygningen, samtalerne derinde. Din kjole går op i øst og ned i vest. Intet, jeg modtog intet. Afsindighed. Udsalgsvarer. Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt. To skjorter hænger til tørre i værelset, en er krøllet, den anden vil ikke rettes ud.

I. Den tredje er ude. På havet. Mod de yderste bjerge. Og en anden nat: Der i kroppen. Det kunne forsvinde. Sådan? Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Mening? Her er dagen allerede langt foran mig.

Dine øjne. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Senere i dine øjne. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Er du havet? Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Solens sind.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol). Jeg tegner dine diamond-eyes i et par strofer af wow. Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt.

Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op. Jeg skriver på mine fjender, fak dem i hjernen.