Det handler om overfladen. Giver det mening? Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Jeg har skrevet et kort. Du må ikke. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. Når du siger mit navn, svarer min krop. Under den blå, blå himmel. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Sætninger. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Og vi. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. På en rude. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Vi, de uddøde arter. Vores land. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Et genert rum, et intimt rum. Jeg er på den anden side af havet.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden.

De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Der var intet som skulle glemmes. Vi tænkte på s

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. At forvandle dette rum til et andet. Under den blå, blå himmel.

Sætningerne er et hav. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Udsigten var håbløs.

Sådan trak du de yderste bjerge. Var det skovene du kom fra? Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Rifterne, rifterne. Var dine drømme imellem læber? Lyset afventer afgang. Hvad skulle glemmes? Det handler om overfladen. Gennem hullet i hegnet. Der var intet.

Månens sind.

Ikke var muligt at komme derind. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Vi, gamle tanker om stilheden. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Ikke søge ly. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Sletten forvandler sig til mørke og sten.

Et genert rum, et intimt rum.

Jeg prøver dette tilfælde. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Dine diamanter lyser i min mund. Ord. Mørket kaldte vi bare for mørket. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Du mod de kommende kyster. Er du på den anden side af havet? Under murbrokkerne. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Jeg, den skrøbelige sandhed. Alting ligger bag alting. Da jeg lyttede blev jeg bange.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.