Landskab d. 25.01.15 11.45.06 til 11.47.08

Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften.

Hvilken nat fulgte efter natten? I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Hav d. 25.01.15 11.43.35 til 11.45.02

Bag træerne. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Dine sætninger. Det her er en leg. Intimiteten i skriften. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Hav d. 25.01.15 11.39.11 til 11.43.31

Sætningerne er et hav. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Hvad skulle glemmes? Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Jeg sad alene i solen. Det var ikke skovene jeg kom fra. Jeg ryster en tilfældig bog. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.