Jeg var i din krop, og du? Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Bordet vipper. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Afsavn. Udsagn. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Ved en sten:

Uforståelige sætninger. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Der åbnede sig. Markerne, du? Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.