Jeg har skrevet et kort til dig. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Jeg har skrevet et kort til dig. Var det bare regnen?

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Glashænder. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet.

For hvert lag af betydning i stenene. Stjernekontinent. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Ilden. Bøgerne var de eneste. Farvede ordene milde.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Intimiteten i skriften Hvem var det, der skrev:

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Var disse linjer virkeligt virkelige? Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

At lytte gav ikke længere mening. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Der var noget som gled med videre. Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Dagene. Ugerne. Vennerne. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Jeg har skrevet et kort til dig. Sådan svarede du. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? At tale var blevet uoverskueligt. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Et brev. Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg skrev intet ned i den periode. I den periode: udsigten, stilheden.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Snestorm. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Min ene pen er rød og den anden sort.

Var dine drømme imellem læber? Bare mørket. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Vi bliver verden. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

I min mund.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Mening? Når dit navn igennem sandet. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Lyset afventer afgang.