Stolen jeg sad på knirkede i solen. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Ikke søge ly i den flod. Jeg var i din krop, og du? Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Min ene pen er rød og den anden sort. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Min ene pen er rød og den anden sort. Alting ligger bag alting. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Der var intet som skulle glemmes. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Jeg forsvinder ikke.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Bagefter sad jeg i timer og læste. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Sådan svarede du.

Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Vi har hverken gardiner eller travlt.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Under solen, dine øjne som blitzkrieg. Gennem hullet i hegnet.

Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger.

Jeg ser dig, ser dig, ikke. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Sådan? Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).