Alting ligger bag alting. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste.

Var disse linjer virkeligt virkelige? At lytte gav ikke længere mening. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Den højrenationale himmel. Solens sind. Om overfladen.

Lysene lyste. Ord. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Under murbrokkerne.Under murbrokkerne. Under murbrokkerne.

Ring til mig uden grund. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Træk sletterne helt ned til klipperne. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Det var før du kunne forsvinde. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Nætterne. Ugerne. Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Sætningerne er et hav.

På en mur. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). På en rude. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Fugle flakser i diodenattens klirren. Badeferien. Årene.

Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt.

Det gør noget. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Der hang en nice frugt og dinglede. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Tågen i skovene i udsigten. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Brev i april.

Afsavn. Udsagn. På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. Jeg har skrevet et kort til dig. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Sådan noget. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Som at skrive i nye aviser.

Blå. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Skyen skjulte noget for fuglene. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Det er hvert eneste streetview fyldt op af vores arme og ben.

Var der virkelig ild et sted?

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Farvede ordene milde. Bøgerne tegnede deres egen retning. Glashænder. Det dybeste af alt er huden?