Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Sådan svarede du.

Afsavn. Under den blå, blå himmel. Stod imod, men skrev: intet. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden. I bussen skrev jeg en sms til dig. Du kan være i dette landskab.Du kan være i dette landskab. Du kan være i dette landskab. Du kan være i dette landskab. Dit navn i skyggerne.

Jeg i dit hjerte.

Det var ikke skovene jeg kom fra. Det handler om overfladen. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker.

Intimiteten i skriften. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Når jeg ser dig. Som nu i morges: Vi, bag øjnene.

Du må ikke forsvinde. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Jeg har plads i min hud. Der hang figner henover udsigten.Der hang figner henover udsigten. Der hang figner henover udsigten. Der hang figner henover udsigten. Der hang figner henover udsigten.

Skyen skjulte noget for fuglene. Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. I horisonten lå en sort sky og skreg på de mindste detaljer.

Når du rør mig er vi hinanden. Der løb sætninger ud af dine bryster, die, die, die.

Vi har travlt. Uden grund. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Stolen jeg sad på bevæger solen med natten.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Her er natten allerede langt bag mig.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. Whatever; nat efter nat. Jeg læste dine linjer

Men mit sprog er et landskab.

Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Sådan svarede du. Mørket kaldte vi bare for mørket. Blæste det virkeligt? Jeg skrev mig vild i de dage. Rifterne.

Solstorm. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.