Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab.Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab.

Verden og dens lytten til sig selv. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

På en rude. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Solstorm.

Var dine drømme imellem læber? Under murbrokkerne. Var disse linjer virkeligt virkelige? Ikke var muligt at komme derud. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet.

Rifterne, rifterne. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Hvad skulle glemmes? Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Oplæsning for intetheden. Et brev. I hver med mig videre. Et sted, forsigtigt. I sollyset, en ædelsten.

De yderste kyster, en grøn sten. Der løber ord ud af min hud. Hvad?

Om overfladen. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne. Sådan er det. Farvede et sår i dit første ord.

Er det? Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel. I en linje faldt tagenes skygger sammen om øjnene og knuste denne forsigtige sammenhæng.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Sætningerne er et hav.

Sætningerne er et hav. Du trak mig med til de yderste bjerge.

Brev i april. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Du må ikke forsvinde. Afsavn. Udsagn. Fordi jeg lytter er her stille, mørkt fordi lyset ser. Afsindighed. Udsalgsvarer.

Jeg var nøgen. Mørket kaldte vi mørket. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Dine sætninger.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Du siger noget om solen. Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed.

Farvede ordene milde. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Snestorm. Sletten forvandler sig til mørke og sten.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;