Afsavn. Udsagn.

De bløde bakker udenfor byen. Du ville sige noget, du tav. Du skrev et sår i min fremtid. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Hvad tæller du til? Det dybeste af alt er huden? Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Afsavn. Udsagn. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Jeg har skrevet et kort til dig. Glashænder.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Vidste du det? Dagene. Ugerne. Vennerne. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Jeg skrev mig vild i de dage.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. For hvert lag af betydning i stenene. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Brev i april. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Solstorm.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Kan jeg skrive sådan? At tale var blevet uoverskueligt. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Jeg skriver dagen igang, stille. Det er bare. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Solstorm. Sad jeg alene?

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.