Ikke søge ly. Jeg hviskede ind i din drøm. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Det er vinden gennem sivene. Det der blæser. Trak du de yderste bjerge? Hvad skulle glemmes? Du i mit vindue, i min vindueskarm.

Mod de yderste bjerge.

Et rum, et rum. Du må ikke. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?)

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre. Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Solstorm. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Regnvejrsmeteor. I horisonten lyste dine øjne mod smartphonens lys. Skovene. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Det dybeste af alt er huden? Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg prøver dette tilfælde. Savn. Det dybeste af alt er huden? Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Nu er der en uro i kroppen. Og vi vågnede. Jeg skrev intet ned i den periode. Du lod himlen hvile. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Gennem hullet i hegnet. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Du siger mit navn. Det er wack! Sætningens ubeslutsomhed: De blå blink bekymrede mig ikke længere. Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol).

Det her er en leg. Dansende, legende, lyttende.

Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Og vi faldt i søvn. Fugle flakser i diodenattens klirren. I horisonten lyste dine øjne mod smartphonens lys.

Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav?

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Fugle flakser i diodenattens klirren.

Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der hang figner henover udsigten. Et wack rum, et rum for stars. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.