Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Uforståelige sætninger at klæde sig i Farvede ordene milde. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Jeg ikke det der. Er du på den anden side af havet? Skriv mig ind i dine læber. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Sådan er det. Jeg læste dine linjer

Intimiteten i skriften. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Har vi de samme øjne? Dagene. Ugerne. Vennerne. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Sådan svarede du. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Ikke var muligt at komme derud. Det er bare. På en rude. Dette langsomme blik imod stenene.

De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tageneKrukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Og et andet kluns:

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Den sindssyge himmel. Hvem var det, der skrev:

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Oplæsning for intetheden.

Det er bare.