Min skrift er farvet af sig selv. Det er bare. Blæste det virkeligt? Sætningerne er et hav. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Intimiteten i skriften

I bussen skrev jeg en sms til dig. At tale var blevet uoverskueligt. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Det dybeste af alt er huden? I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Stod imod, men skrev: intet. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Afsavn. Udsagn. Sætningerne er et hav. Det dybeste af alt er huden?

Ilden. Jeg skriver dagen igang, stille. Brev i april. Bøgerne tegnede deres egen retning. Solstorm. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Uforståelige sætninger at klæde sig i

Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende. Havde du kysset en anden? Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Diamantafkast.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Luften og jordens sange.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen.

Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Dine sætninger.

At tale var blevet uoverskueligt. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Sad jeg alene? Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Intimiteten i skriften

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Jeg er på den anden side af havet.Jeg er på den anden side af havet. Jeg er på den anden side af havet. Jeg er på den anden side af havet.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Stjernekontinent.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.