Skovene. Hvem var det, der skrev:

Solstorm. Var der virkelig ild et sted? Blæste det virkeligt? Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Træerne. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet.

Meningsfulde dage med noter, betragtninger.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Farvede ordene milde. Jeg har skrevet et kort til dig. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Oplæsning for intetheden.

Glashænder. Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje. Tilbage i fortiden, hvad skulle vi tilbage i fortiden?

I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Er du på den anden side af havet? Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

Alting ligger bag alting.Alting ligger bag alting. Alting ligger bag alting. Det var ikke markerne jeg kom fra. Giver det mening?Giver det mening? Giver det mening? Giver det mening?

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Hvad tæller du til? Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Sådan svarede du. Når du siger mit navn, svarer min krop. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Dine langsomme løgne er et lys i min himmel. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Ormene i det stille sand og nede i jorden. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Under murbrokkerne. Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl.

Silicium. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Det her er ingen leg. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.