Intimiteten i skriften. Var dine drømme imellem læber? På et stort stykke hvidt papir. Jeg i den ørken.

Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv.

Jeg sejler: alting sejler! Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Har vi forskellige øjne? Jeg på overfladen. Intet bag alting. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Skyggerne skyggede. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Stolen jeg sad på bevæger solen med natten.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Sådan svarede du. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved!

Kan jeg skrive? Jeg skriver dagen igang, stille. Sætningerne er et hav. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Noter. Beskrivelser. Sådan trak du de yderste bjerge. Farvede ordene milde. Ring til mig.

Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille). Af alt det skyggende, matte, reflekterende.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Dine grene skygger for min mund. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Det var før du kunne forsvinde.

Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet.

Noter. Beskrivelser.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Gennem hullet i min hjerne. Jeg skrev mig vild i de dage. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Dine grene skygger for min mund. Jeg var i din krop, og du? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Var der virkelig ild et sted?

Det her er ingen leg. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Sætningerne er et hav. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne.

Hvad tæller du?

Og vi vågnede. Som nu i morges:Som nu i morges: Som nu i morges: Som nu i morges: Som nu i morges: Intimiteten i skriften. Det handler om overfladen.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.