Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Jeg er på den anden side af havet. Ikke søge ly. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Er du på den anden side af havet? Var det skovene du kom fra?

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Lyskrydset. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Jeg har skrevet et kort til dig. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. Farvede ordene milde. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde:

Oplæsning for intetheden.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Den sindssyge himmel. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Du skrev et sår i min fremtid. Hvor længe havde du drevet i vinden?

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Sort.

Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl: Solens sind. Ikke var muligt at komme derind. Gennem hullet i min hjerne. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Silicium.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Muren omkring ordene.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Her er natten allerede langt bag mig. Ring til mig uden grund.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud.

Diamanterne. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Sætningerne er et hav. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Dine diamanter lyser i min mund. Jeg kyssede en vinters nattemørke.