Jeg var nøgen. Bogen jeg læste gled langsomt længere væk i mine tanker. Gaderne drak igennem øjne af klarhed, øjne af lys. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Kan skriften være genert? Du mod de kommende kyster.

Jeg og dit hjerte. Glashænder. Noter. Beskrivelser. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Dagen på vores øjne. Bagefter sad jeg i timer og læste. Du trak de yderste bjerge. Noter. Beskrivelser.

Derude i tomme haller. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg ville dig.

En nat faldt giraffer ud af drømme. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Vi, de uddøde arter. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede.

Det var ikke skovene jeg kom fra. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Lysene lyste. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Jeg ryster en tilfældig bog. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Stod imod, men skrev: intet. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Derude i tomme haller. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Bagefter sad jeg i timer og læste. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Solstorm.

Jeg var nøgen i de dage. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Alting ligger bag alting. Du, solen.Du, solen. Jeg har skrevet et kort.

Vi har de samme øjne. Og vi vågnede. I et efterår ville jeg være flov. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.