Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Har vi de samme øjne?

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?

Din kjole går op i øst og ned i vest. Derinde bag ordene.

Den afklarede himmel. Dine diamanter lyser i min mund. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Bag diamanterne. Oppe på bakken. Udsigten var håbløs.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Luften og jordens sange. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. I hvert sitefeed gror dine sætninger.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Du siger noget om solen. Pludselig en dag gravede vi tunneller til Zoo.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Taster en sætning i mørket, i lyset.

Du flasher dine moves i den lysende nat. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen.

Den sindssyge himmel. Alene? De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

At lytte gav ikke længere mening. Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Sådan her sejlede mine nætter.

Pathos_AT_Diamonds_DOT_COM. Et genert rum, et intimt rum. Jeg skriver dagen igang, stille.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Stjernekontinent. Ilden. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Forsvinder ikke. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Stolen vipper. Hvad vil disse knuste sætninger?