Jeg fandt en linje et sted under min reol. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Jeg skriver dagen igang, stille.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Vi har hverken gardiner eller travlt.

Sandøjne. Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. I læberne i huden. Når du siger mit navn, svarer min krop. Hvad skulle glemmes? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen.

Her er dagen allerede langt foran mig.

Udsigten var håbløs. Der er en som har taget sin trøje rigtigt på.Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Jeg prøver at tegne dine sætninger. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Vi stod derinde og fortalte og lyttede.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Var der virkelig ild et sted? Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Alting ligger bag alting. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen.

Farvede lidt sort i din ørken. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Min ene pen er rød og den anden sort. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Farvede ordene milde.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Hvilken nat fulgte efter natten? Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Hvilken nat fulgte efter natten?

Dine diamanter lyser i min mund. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Lysene lyste.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.