Sætningerne er sarte kredsløb.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Vi, gamle tanker om stilheden. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Du siger noget om solen.

At lytte gav ikke længere mening. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Hvor vil det ødelagte sprog hen? På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Sætningen løb videre igennem kæben. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Rød.

Muren omkring ordene. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Og stoffernes sammensmeltninger.

Der var noget som åbnede sig. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Nede ved havet.

Jeg er på den anden side.

Du, du venter en sweet sol. Der var noget som åbnede sig. Den bekymrede er ude af sig selv. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Sad jeg alene? Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. I bussen til dig. I natten, en fjern stemme, søvn. Vi har øjne. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Sandet var forsvundet. Vi, hudløse.

Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Sandøjne. Diamanterne. Lyskrydset. Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir! Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen.

Mine linjer kommer igen. Land. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

En flamme slog op af min hals. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. At lytte gav ikke længere mening.

Pathos_AT_Diamonds_DOT_COM.

Der var noget som åbnede sig. Trak jeg de yderste bjerge? Stationsbygningen, samtalerne derinde.

Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl. Udsigten var håbløs. Der løb sætninger ud af dine bryster, die, die, die.