Dette langsomme blik imod stenene. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Bag træerne.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Sort. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. Provinsen og gågadens sange.

Om andre byer, andre verdener. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Mørket kaldte vi bare for mørket. Hvad tæller du til? Da vi en nat fulgtes ned gennem vores.

Landskab? Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Jeg kunne glemme det, der glemmes. Jeg sejlede omkring på alt. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Er du på den anden side af havet? Du må ikke forsvinde. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Der var intet som skulle glemmes. Ikke glemme floderne i ørerne. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Når du siger mit navn, svarer min krop. Afsavn. Udsagn.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Som at lade tungen føle, slynge, smage. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Bag træerne.

Sletten forvandler sig til mørke og sten. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Når min krop. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Et genert rum, et intimt rum. Som nu i morges: Du kan være. Jeg er på den anden side af havet. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Luften og jordens sange. Kan jeg skrive sådan? At tale var blevet uoverskueligt. Det dybeste af alt er huden? Solstorm. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Ilden. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Det gør noget. Jeg skriver dagen igang, stille. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).