Ikke søge ly. Jeg skrev i en stråle af sol. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Mørket kaldte vi bare for mørket. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Alting ligger bag alting.
Intet, jeg modtog intet. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.
Uforståelige sætninger at klæde sig i. Provinsen og gågadens sange. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.
Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Bøgerne varslede en kommende tid. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Hvor vil det ødelagte sprog hen?
Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.
Der falder binære sansninger ud af min mund. Dagene. Ugerne.
Grå. Sletten forvandler sig til mørke og sten. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Bag stemplerne.
Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?)
Der falder binære sansninger ud af min mund. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds.
Sidst, i morges. Dette tilfælde:
Du ville sige noget, du tav. Har vi de samme øjne? Er det? Pludselig faldt dine drømme. Vores land. Bøgerne tegnede deres egen retning. At forvandle dette rum. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Sådan svarede du.
I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Du flasher dine moves i den lysende nat. Den skrøbelige. Det er aldrig det hurtige blik.
Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.
Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. I bussen skrev jeg en sms til dig. Afsavn. Udsagn. …brb… Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Da jeg vågnede, var jeg sikker:
Nætterne. Ugerne.