Et sted, forsigtigt. Om andre byer, andre verdener. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg læste dine linjer Jeg, den skrøbelige sandhed. Vi i det glitrende. Vi, bag øjnene. Er du på den anden side af havet?

Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Der var noget som gled med videre.

Og ord, og ord, og. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Dine kodningen lyser i mit flow i mine nætter. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Dette langsomme blik imod stenene. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset.Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset.

Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Sådan er det. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Jeg er på den anden side af havet. Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Solens sind. Vi, øjne. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden.

Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed. Bøgerne hvilede omkring kaffen. De bløde bakker udenfor byen. Verden og dens lytten til sig selv. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Om andre lande, andre folk.