Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. I bussen var der en, der gik ud af sig selv.

Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Grå.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Den sindssyge himmel. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Der hang figner henover udsigten. Jeg sad alene i solen. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Du siger noget om solen. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Jeg skriver natten i gang, stille.

Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Ilden.

Vi sad alene i natten. Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Du siger noget. Jeg forsvinder.

Lysene lyste. Dine diamanter lyser i min mund. Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv. Du siger noget om månen. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Du siger noget om solen. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Jeg var nøgen.

Jeg kunne mærke dit hjerte. Hvis jeg ville have dit blik. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Du havde tabt en linje i min drøm. Hvem var det, der skrev: At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Stod imod, men skrev: intet. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Dagene. Ugerne. Vennerne. Men mit sprog er ikke fjendtligt.Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Uforståelige sætninger at klæde sig i

Om andre byer, andre verdener.