Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Stod imod, men skrev: intet.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Kan jeg skrive sådan? Jeg har skrevet et kort til dig.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Det er bare. Rifterne.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Et genert rum, et intimt rum. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Stod imod, men gjorde intet. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed! Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest. Solstorm.

Og vi vågnede. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Lysene lyste. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?) I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Som at læse glemte aviser.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Hvor vil det ødelagte sprog hen?Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene