Glashænder.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Stjernekontinent. Sætningerne er et hav. Oplæsning for intetheden.

Enkelte stener, mens de prøver at fange en sløv støvet router. Ordene, en flimren i lydene, en betydningsfuld techno. De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Under lillahimlens hvælv.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Glashænder. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Udsigten var håbfuld. Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Det er wack! Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Dagene. Ugerne. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Jeg har dig.

Var det markerne du kom fra? Har vi de samme øjne?

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Det var ikke markerne jeg kom fra. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Ord. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Du trak mig med til de yderste bjerge.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Jeg skrev intet ned i den periode.Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg skrev intet ned i den periode.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.