Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

Glashænder. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Det var ikke markerne jeg kom fra. Er du havet? I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Jeg skrev mig vild i de dage.

Jeg skriver dagen igang, stille. Sådan så mine drømme ud. Et udadvendt rum, et favnende rum. Det var ikke markerne jeg kom fra. Jeg er på den anden side. Intimiteten i skriften. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Mørket kaldte vi bare for mørket. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Dagene. Ugerne.Dagene. Ugerne. Dagene. Ugerne. Dagene. Ugerne. Dagene. Ugerne.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Jeg sejlede ind mellem dine øjne og kyssede bjergenes matte ud gennem skygger. Lyset afventer afgang. Der falder binære sansninger ud af min mund.

Hvad tæller du til?

Min krop vipper. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Den sindssyge himmel. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav? Ikke søge ly.

Giver det mening? Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

For hvert lag af betydning i stenene.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Men mit sprog er et landskab. Jeg prøver at tale til dig igennem en lukket bog. Nu skriver jeg igen på det stille. Her er natten allerede et stort show.

På et stort stykke hvidt.

Landet smuldrer, smuldrer. Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Men mit sprog er et landskab. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn.