Brændte det friske løv virkeligt?

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Var der virkelig ild et sted? Var jeg stille? Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Dine grene skygger for min mund. Træerne. Et genert, et intimt rum. Skoven forvandler sig til lysning og vand.

Ordene, små toppe af skum. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Det dybeste af alt er huden?

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Luften og jordens sange. På en rude. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg har skrevet et kort til dig.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Bøgerne varslede en kommende tid. Du siger noget. På en mur. De yderste kyster, en grøn sten.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Mørket kaldte vi bare for mørket. Var disse linjer virkeligt virkelige? Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Stjernekontinent. Den bekymrede er ude af sig selv. Om andre byer, andre verdener. Rød. Dine sætninger. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Dette langsomme blik imod stenene. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Jeg har skrevet et kort til dig. I det mørkeste, søvnen bag dagen. Jeg elsker at se dig. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Kan jeg være i dette landskab? Det dybeste af alt er huden? Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Der er en som har taget sin trøje rigtigt på.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Det giver mening. Sætningerne er et hav. De vigtigste. Et brev.

Kalken. Når du siger mit navn, svarer min krop.