Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Blæste det virkeligt? Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Under murbrokkerne. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Var det markerne du kom fra? Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Når du siger mit navn, svarer min krop.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Kan jeg skrive? Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Jeg tænker smukke øjne. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?)

Og dén svimlende sindssyge, pop-up-love-story. Du må ikke. Ikke glemme. Du må ikke forsvinde. Du, du.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Søge ly i den flod. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

I bussen skrev jeg en sms til dig.

Farverne. At tale var blevet uoverskueligt. På et stort stykke hvidt papir.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Jeg forsvinder ikke. Jeg skrev i en stråle af sol. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. For hvert lag af betydning i stenene. Som at lade tungen føle, slynge, smage.

Nu er der en uro i kroppen.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.