Jeg var din krop. Jeg er på den anden side af havet. Når jeg ser dig.

En nat faldt giraffer ud af drømme. Når jeg ser dig. Jeg, tøvende. Vi, hudløse.

Jeg i den ørken. At tegne øjne i sætninger. Et sted, forsigtigt. I mørket, diamanter, dine øjne.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Da jeg lyttede blev jeg bange. At klæde sig. Det handler om. Du må ikke forsvinde. Sådan er det.

Jeg ved vi forsvandt. Var det skovene du kom fra? Mørket kaldte vi bare for mørket. Jeg prøver at tegne dine sætninger.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Din krop? Ikke søge ly. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Jeg i dit hjerte. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Odense, Esbjerg, Roskilde. Hvad skal vi med den voldsomme? Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Hvad med den himmel? Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Det handler om overfladen. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Jeg sejlede omkring på alt. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl: Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Intet, jeg modtog intet. At en verden. Jeg har plads i min hud. Skitser. Udflåd.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.