Trak jeg de yderste bjerge? Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Sætningerne er et hav. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.