Det er bare. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Ordene, små toppe af skum. Træerne. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Ude ved fabrikkerne.

Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.