Skyen skjulte noget for fuglene. Afsavn. Udsagn. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Den bekymrede er ude af sig selv.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Jeg sad alene i solen. Du trak mig med til de yderste bjerge. Hvilken nat fulgte efter natten?Hvilken nat fulgte efter natten? Hvilken nat fulgte efter natten?

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Dagene. Ugerne.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Altid er det dette langsomme blik.

Jeg sad alene i solen. Det her er ingen leg. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Sletten forvandler sig til mørke og sten. Sådan noget. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Oppe på bakken. Kalken. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Blå.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Gennem hullet i hegnet. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Ikke var muligt at komme derind. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Som at læse glemte aviser. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Oppe på bakken. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.