Stenene og træernes sange. Der var noget som åbnede sig. Det er bare.

Min ene pen er rød og den anden sort. Kan jeg skrive sådan? Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Kan jeg skrive sådan? Jeg læste dine linjerJeg læste dine linjer Jeg læste dine linjer Jeg læste dine linjer

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Mørket kaldte vi bare for mørket. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Det handler om overfladen. Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Sætningerne er et hav. Sådan er det.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. På et stort stykke hvidt papir.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Odense, Esbjerg, Roskilde.Odense, Esbjerg, Roskilde. Odense, Esbjerg, Roskilde. Odense, Esbjerg, Roskilde. Odense, Esbjerg, Roskilde. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Stod imod, men skrev: intet. Oplæsning for intetheden. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste.I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.