Stolen jeg sad på knirkede i solen. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.