I hver dag gled rester af betydning med mig videre Du siger mit navn. Brændte det friske løv virkeligt? Da jeg lyttede blev jeg bange.Da jeg lyttede blev jeg bange. Da jeg lyttede blev jeg bange. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Du må ikke forsvinde. Jeg var nøgen i de dage. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne