Stod imod, men skrev: intet. Sætningerne er et hav.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Luften og jordens sange. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Sætningerne er et hav. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Sletten forvandler sig til mørke og sten. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Skyen skjulte noget for fuglene. Dagene. Ugerne. Vennerne. Jeg skrev mig vild i de dage.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Kan jeg skrive sådan? Der var noget som åbnede sig. Tågen i skovene i udsigten. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. På en rude.På en rude. På en rude. På en rude. På en rude. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Jeg skriver dagen igang, stille. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Kan skriften være genert? Jeg går bare og venter på den fucking sol.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Du siger noget om solen. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Dagene. Ugerne. Vennerne. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Glashænder. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Intimiteten i skriften I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Under den blå, blå himmel. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Sådan noget.