Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?

På en rude. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Noter. Beskrivelser.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Sad jeg alene? Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Jeg skrev intet ned i den periode. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.

Der hang figner henover udsigten. De bløde bakker udenfor byen. Jeg forsvinder ikke.

Farvede lidt sort i din ørken.

Der var noget som åbnede sig. Sætningerne er et hav.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Farvede et sår i dit første ord.

Ord. Udsagn. Afsavn. Udsagn. Hvad tæller du til? Jeg, tøvende. Månens sind. Jeg hviskede ind i din drøm. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Gennem hullet i min hjerne. Jeg læste dine linjer At tale var blevet uoverskueligt.

Et brev. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Det her er en leg.

Jeg skriver dagen igang, stille. Det her er ingen leg. Skyggerne skyggede. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Gennem hullet i hegnet. Kalken. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Dagene. Ugerne. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Ormene i det stille sand og nede i jorden. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Og en anden dag:Og en anden dag: Og en anden dag:

Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg skrev intet ned i den periode. Har vi de samme øjne? Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv.