Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Oppe på bakken. Du kan være i dette landskab.
Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Det var ikke markerne jeg kom fra. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.
På en rude. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Kan jeg skrive sådan? Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Uforståelige sætninger at klæde sig i.
Du må ikke forsvinde.
Jeg forsvinder ikke. Og vi vågnede. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Kan jeg skrive sådan? Der var intet som skulle glemmes. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Jeg havde endnu ikke mødt dig.
Stod imod, men skrev: intet. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg læste i aviser, i glemslen. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne
Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs. Fra de lækreste gadgets finder vi en vej til at slå kedsomheden ihjel. Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest.
Har vi de samme øjne? Jeg læste dine linjer På en rude. Øjne af regn fra det travle. Jeg sad alene i solen. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. I hver dag gled rester af betydning med mig videre
Der var intet som skulle glemmes. Jeg havde endnu ikke mødt dig.
Jeg går bare og venter på den fucking sol.Jeg går bare og venter på den fucking sol. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Jeg går bare og venter på den fucking sol. Sætningerne er et hav. Dine diamanter lyser i min mund.
Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Luften og jordens sange. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Der var noget som åbnede sig. Ilden. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.
Jeg prøver at forstå dette tilfælde:
Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Var det skovene du kom fra? Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Jeg tænker smukke øjne.
Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Sandet. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Bøgerne hvilede omkring kaffen.
Et brev. Oplæsning for intetheden. Solstorm. Muren omkring ordene. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.