Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Og en anden dag:

Sådan her sejlede mine nætter. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Dine sætninger. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Jeg er på den anden side. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Ordene, små toppe af skum. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Det handler om. Vi, de mindste detaljer. I. I hver med mig videre. Jeg var et dyb i, i dén der lå i den. I læberne i huden. Sammen lå vi og kortlagde:

Grå. Du siger noget. Søge ly i den flod.

Vi har de samme øjne. Ikke søge ly i den flod.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Der var noget som åbnede sig.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Jeg fandt en linje et sted under min reol. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Under den blå, blå himmel. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Sådan noget. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Den sindssyge himmel. Solens sind. Vores land. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.