I mørket, diamanter, dine øjne. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Vi, gamle tanker om stilheden.

At forvandle dette rum.

Et sted derinde er der et lille funklende grønt.

Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Ormene i det stille sand og nede i jorden.

Din krop? En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ. Bordet vipper. Som at læse glemte aviser. Bagefter tronede ulæste bøger sig op.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Skovene trak helt ud til ørknen som trak videre i jorden som trak i øjnene som en let klarhed. Sætningerne er et hav.

Ikke var muligt at komme derind.

Vi taler om andre betingelser for nærvær.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Nætterne. Ugerne.

De bløde bakker udenfor byen.

Intimiteten, skriften.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Sætningerne er en ørken. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Nætterne. Ugerne. På et stort stykke hvidt. Provinsen og gågadens sange.

Har vi forskellige øjne?

Min skrift er farvet af sig selv. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Har vi forskellige øjne? Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Jeg var faldet: en plettet søvn, en dyb melankoli igennem landskabets sorg. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Du mod de kommende kyster. Hvad vil disse knuste sætninger?

Du, du venter en sweet sol. Bag træerne. Sover ASAP. Og dén himmel; det var en sindssyg nat.

Det var før du.

De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Du siger noget, det lyder lidt high-tech (domænecrash!).

Det er wack!

Markerne, du? Et hav.