I mørket, diamanter, dine øjne. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Vi, gamle tanker om stilheden.

At forvandle dette rum.

Et sted derinde er der et lille funklende grønt.

Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Ormene i det stille sand og nede i jorden.

Din krop? En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ. Bordet vipper. Som at læse glemte aviser. Bagefter tronede ulæste bøger sig op.