Sad jeg? Dagene. Ugerne. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl:

Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille).

Dine diamanter lyser.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Dette hurtige blik imod vandet.