Samtale d. 9.03.13 10.44.01 til 10.50.26

En.

Et hav. Jeg lyttede til dit hjerte.

Når du rør mig er vi hinanden. Derinde bag bjergene. Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir! Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Min skrift er farvet af sig selv.

Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys.

Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.

Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.

Træk mig helt ned. Af alt det kroppen også er. Lige strejfe omkring dine kys dine linjer af mørkt. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikke

Skriv et svar