Ensomheden i linjernes fald. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Ordene, syrlige rifter af blod. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Når du ringer, hører jeg det ikke.

Det gør noget. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne.Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Grå. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan. Sådan trak du de yderste bjerge. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.
 
Sad jeg alene? Ved den smuldrende beton. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Et udadvendt rum, et favnende rum. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikkert er stivnet blandt vanddråber og stille klynger af græs.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne. Her er natten allerede et stort show. Dit navn var alt jeg hørte. Break my bones, sagde du, mit inderste er hvidt ligesom det meste af dit øje.

Jeg havde dig.Jeg havde dig. Som at lade tungen føle, slynge, smage. Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt.
 
De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Vi sad alene i natten. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Når du siger mit navn, svarer min krop. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Ikke glemme floderne i ørerne. Dine sætninger. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Det var ikke skovene jeg kom fra. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Var det markerne du kom fra?Var det markerne du kom fra? Var det markerne du kom fra?

Ring til mig. På et stort stykke hvidt. Når vores kroppe er hinanden.